Guide
Hjemmeside til virksomhed
De seks ting den skal have, og de fire den er bedre foruden.
Det korte svar
En virksomhedsside skal kunne seks ting: sige hvad du laver inden for tre sekunder, vise hvem du er, gøre det nemt at få fat i dig, virke på en telefon, åbne hurtigt, og kunne findes på Google. Alt andet er ekstra. De fleste sider fejler på den første.
De seks ting
- Sig hvad du laver, øverst, uden at man skal rulle. "Tømrer i Nordsjælland" slår "Velkommen til vores hjemmeside". Den besøgende har et spørgsmål, og han giver dig få sekunder til at vise at du er svaret.
- Vis hvem du er. Et rigtigt billede af dig selv eller af dit arbejde. Et stockfoto af fem fremmede om et bord fortæller, at du er et bureau, og hvis du ikke er det, arbejder billedet imod dig.
- Gør det nemt at få fat i dig. Telefonnummeret skal stå øverst og kunne trykkes på en telefon. En kontaktformular er godt, men den er ikke en erstatning for et nummer: mange vil hellere ringe.
- Virk på en telefon. Over halvdelen af søgningerne kommer fra en telefon, og for håndværkerfag er andelen højere. Din kunde står på en byggeplads eller sidder i en bil.
- Åbn hurtigt. Google måler tiden til det største på skærmen er tegnet, og grænsen er 2,5 sekunder. Vigtigere: folk går igen.
- Kunne findes. Én side per ting du sælger, med en overskrift der indeholder det ord folk taster. Google kan kun vise én side ad gangen.
De fire ting den er bedre foruden
- Et billedkarrusel der kører af sig selv. Det bliver målt igen og igen: næsten ingen ser andet end det første billede, og karrusellen gør siden langsommere. Vis ét billede der er det rigtige.
- Et cookiebanner du ikke behøver. Har du ingen sporing fra tredjepart, skal du ikke have et banner. Mange sider har et alligevel, fordi skabelonen kom med det, og betaler med et klik hos hver eneste besøgende.
- En "Om os"-side i vi-form, når du er én. "Vi har mange års erfaring" er svagere end "Jeg har lavet det her i otte år", og kunden opdager det i telefonen alligevel.
- En chat der ingen svarer. En boble der lover et svar med det samme og først bliver læst dagen efter, er værre end ingen boble.
Hvor mange sider skal der til
Tre til seks for de fleste. Fordelingen der virker:
| Side | Hvad den skal |
|---|---|
| Forside | Sige hvad du laver, og sende folk videre |
| Én side per ydelse | Blive fundet på det ord folk taster |
| Om dig | Gøre dig til et menneske frem for et firmanavn |
| Kontakt | Fjerne enhver undskyldning for ikke at ringe |
Har du tolv ydelser, så lav ikke tolv sider på én gang. Start med de tre du tjener mest på, og byg på når du kan se hvad der bliver søgt efter.
Sådan tester du din nuværende side på fem minutter
- Åbn den på din telefon på mobildata, ikke på wifi. Tag tid på hvor længe der går før du kan læse noget.
- Vis den til en der ikke kender din branche, i tre sekunder, og spørg hvad du laver.
- Prøv at ringe til dig selv fra siden. Kan du trykke på nummeret?
- Søg på Google efter det du sælger, plus din by. Er du der?
Falder den på nummer ét eller to, er det ikke et teknisk problem. Det er teksten.
Se hvad en side koster, eller se hvordan færdige sider ser ud.
Alexander Lindhardt
Jeg bygger hjemmesider og laver Google-arbejde for mindre danske virksomheder fra Græsted i Nordsjælland. Du taler med mig, og det er også mig, der laver arbejdet. Mere om mig.
Priserne på mine egne ydelser står altid opdateret på webdesign, SEO og Google Ads.
Skal jeg kigge på din?
Ring, eller skriv to linjer om hvad du har brug for. Så vender jeg tilbage.