Guide
Hvad koster Google Ads?
To regninger og ikke én. Her er begge, og hvad de dækker.
Det korte svar
Google Ads koster to ting. Du betaler Google for klikkene, typisk 2 til 30 kr. per klik i Danmark, og du betaler den der passer annoncerne et honorar. Et realistisk samlet startbudget for en mindre dansk virksomhed er 5.000 til 10.000 kr. om måneden, hvor annoncebudgettet fylder mest.
Klikprisen
2 til 30 kr.
Per klik i Danmark, betales til Google
Startbudget
5.000 til 10.000
Om måneden i alt, annoncer fylder mest
Mit honorar
Fra 2.500
Om måneden. Annoncerne er ikke med
De to tal bliver blandet sammen hele tiden, og det er dyrt. Et tilbud på "Google Ads fra 2.500 kr. om måneden" er honoraret. Annoncerne er ikke med.
Regning nummer ét: budgettet til Google
Det er penge du betaler direkte til Google fra dit eget kort, hver gang nogen klikker på din annonce. Du bestemmer selv beløbet og kan ændre det når som helst. De penge går ikke gennem mig. Jeg rører dem ikke, og jeg tjener ikke på at de bliver større.
Under cirka 3.000 kr. om måneden bliver det svært at få noget ud af. Ikke fordi Google spærrer for det, men fordi der skal nok klik til at man kan se hvad der virker. Med tredive klik om måneden er alt tilfældigheder.
Regning nummer to: honoraret
Det er betaling for at nogen sætter annoncerne op og passer dem. Der er to modeller i Danmark, og forskellen på dem er værd at forstå:
| Post | Marked |
|---|---|
| Klikpris i Danmark | 2 til 30 kr. per klik |
| Realistisk startbudget til Google | 3.000 til 10.000 kr./md. |
| Bureauhonorar, fast | 4.000 til 25.000 kr./md. |
| Bureauhonorar, procent af budget | 10 til 20 % af forbruget |
Kilde: danske prisguider for Google Ads, 2026. Tal uden moms.
Procentmodellen har en indbygget skævhed. Tager nogen 15 % af dit annonceforbrug, tjener de mere når du bruger mere. Det er ikke svindel, men det er værd at vide, den dag du får anbefalet at hæve budgettet. En fast pris har ikke det problem.
Hvad kontoen skal hedde, og hvem der ejer den
Det her koster ikke noget og bliver alligevel gjort forkert hele tiden: kontoen skal være din. Oprettes annoncerne i bureauets egen konto, står du uden historik den dag I skilles. Historikken er ikke en formalitet. Google lærer over måneder hvilke søgninger der giver kunder hos netop dig, og den viden følger kontoen, ikke dig.
Hos mig oprettes kontoen i dit navn, med dit kort. Jeg får adgang til den, og den adgang kan du fjerne med to klik.
Hvad jeg selv tager
- Opsætning, fra 6.500 kr. som en engangsopgave. Kontoen, de første kampagner, søgeordene og målingen. Så kører du selv videre.
- Opsætning og drift, fra 6.500 kr. plus fra 2.500 kr./md.
Annoncebudgettet er ikke med i nogen af tallene. Det betaler du til Google. Se hvad der er med.
Hvornår Google Ads er det rigtige
- Når du skal have kunder nu. Annoncer virker samme dag. SEO tager tre til seks måneder.
- Når du vil vide om der overhovedet er et marked. To måneders annoncer fortæller dig, hvad folk faktisk søger efter og klikker på. Det er billig viden, også hvis du bagefter dropper annoncerne.
- Når du sælger noget med god fortjeneste. Koster et klik 12 kr. og hver tyvende bliver kunde, koster en kunde 240 kr. i annoncer. Det er en god forretning på en opgave til 15.000 og en dårlig på en vare til 200.
Regn det ud på din egen forretning inden du går i gang. Kan regnestykket ikke hænge sammen på papir, kommer det heller ikke til det i virkeligheden.
Alexander Lindhardt
Jeg bygger hjemmesider og laver Google-arbejde for mindre danske virksomheder fra Græsted i Nordsjælland. Du taler med mig, og det er også mig, der laver arbejdet. Mere om mig.
Priserne på mine egne ydelser står altid opdateret på webdesign, SEO og Google Ads.
Skal jeg kigge på din?
Ring, eller skriv to linjer om hvad du har brug for. Så vender jeg tilbage.