Guide
Skriv teksten til din hjemmeside
Du kan godt selv. Her er opskriften, og den tager en aften.
Det korte svar
Skriv som du ville forklare det i telefonen. Én side per ting du sælger. Start hver side med hvad du laver og for hvem, ikke med en velkomst. Regn med to timer per side første gang. Teksten behøver ikke være pæn: den skal være rigtig, og den kan rettes til bagefter.
Teksten er den største enkeltpost i en hjemmeside, og det er derfor prisen falder mærkbart, når du selv leverer den. Det er også der forløb går i stå, fordi folk venter på inspiration der ikke kommer.
Opskriften, side for side
Hver side skal have de her fem ting, i den rækkefølge. Skriv dem som fem afsnit, så er du færdig.
- Hvad du laver, og for hvem. Én sætning, øverst. "Jeg lægger tag på huse i Nordsjælland." Ikke "Velkommen til vores hjemmeside".
- Hvad kunden får. Konkret. "Fast pris inden vi starter. Samme sjak hele vejen. Du får en tid, og jeg ringer hvis den skrider."
- Hvorfor dig. Ikke "kvalitet og faglig stolthed", for det skriver alle. Skriv noget der kan efterprøves: hvor længe du har lavet det, hvor mange du er, hvad du siger nej til.
- Hvad det koster, eller hvordan prisen bliver til. Kan du ikke sætte et tal, så skriv hvad det afhænger af. Intet er værre end ingenting.
- Hvad de skal gøre nu. "Ring på 42 31 95 71" slår "kontakt os gerne".
Den øvelse der virker, når du er gået i stå
Sæt en optager på din telefon og forklar din forretning højt, som om du talte med en du lige har mødt. Fem minutter. Skriv det så ned næsten ordret.
Det virker, fordi du kan forklare dit fag. Det er kun når du skal skrive, at der pludselig kommer ord som "løsninger", "kompetencer" og "helhedsorienteret" ud af ingenting. De ord er der ikke, når du taler.
Seks ting du skal lade være med
- "Velkommen til vores hjemmeside." Den fortæller ingenting, og den står øverst hvor du har tre sekunder.
- "Vi", når du er én. Kunden opdager det i telefonen alligevel, og "jeg" er stærkere.
- Ord du ikke bruger i telefonen. Skriver du "synergi" eller "værdiskabende", så streg det. Hver gang.
- Det samme ord tolv gange fordi du har hørt det er godt for Google. Det er det ikke længere, og et menneske kan mærke det.
- En historie om firmaets grundlæggelse i 1987 på forsiden. Den hører på "Om mig", og kun hvis den siger noget om hvad kunden får.
- At vente på at det bliver godt. Skriv det færdigt, også når det er kluntet. En kluntet tekst kan rettes. En tom side kan ikke.
Sådan tester du det du har skrevet
- Læs det højt. Snubler du, skal sætningen kortes ned.
- Vis den første sætning til en der ikke kender dit fag, og spørg hvad du laver.
- Tæl hvor mange sætninger der handler om dig, og hvor mange der handler om kunden. Er der flest af de første, så byt om på et par af dem.
- Spørg dig selv om din nærmeste konkurrent kunne skrive nøjagtig det samme. Kunne han det, siger teksten ingenting.
Hvis du hellere vil have hjælp
Så gør vi det sammen: jeg stiller spørgsmålene, du svarer i telefonen, og jeg skriver det om. Det tager typisk en time af din tid. Se forskellen på de to pakker.
Men prøv opskriften først. De fleste kan det her, de tror bare ikke på det.
Alexander Lindhardt
Jeg bygger hjemmesider og laver Google-arbejde for mindre danske virksomheder fra Græsted i Nordsjælland. Du taler med mig, og det er også mig, der laver arbejdet. Mere om mig.
Priserne på mine egne ydelser står altid opdateret på webdesign, SEO og Google Ads.
Skal jeg kigge på din?
Ring, eller skriv to linjer om hvad du har brug for. Så vender jeg tilbage.