Guide

Hjemmeside til håndværker

Hvad den skal kunne, hvad den koster, og hvordan den kan se ud.

Skrevet af Alexander Lindhardt Opdateret 14. september 2026 2 min. at læse

Det korte svar

En håndværkerside skal kunne tre ting: vise hvad du laver og hvor du kører hen, gøre det nemt at ringe fra en telefon, og give kunden en grund til at tro på at du kommer når du siger det. Alt andet er pynt. En side som den koster fra 6.500 kr. uden moms.

Din kunde står udenfor med en telefon

Det er hele forskellen på en håndværkerside og en almindelig virksomhedsside. Boligejeren søger ikke i god ro og orden fra en computer. Hun står i en kælder med vand på gulvet, eller hun har lige fået et tilbud hun synes er for højt.

Det betyder tre konkrete ting for siden:

  • Telefonnummeret skal stå øverst og kunne trykkes. Ikke i en footer. Ikke som et billede. Skal hun lede efter det, ringer hun til den næste.
  • Skriv hvor du kører hen. Den hyppigste grund til at et opkald ikke kommer, er at hun ikke er sikker på at du dækker hendes adresse.
  • Fortæl om du er ledig. "Jeg har plads fra uge 38" er stærkere end "kvalitet og faglig stolthed". Det første er en oplysning, det andet er noget alle skriver.

Skriv konkrete ting i stedet for de sædvanlige ord

Håndværkersider drukner i "kvalitet", "faglig stolthed" og "mange års erfaring". Problemet er ikke at det er usandt. Problemet er at din konkurrent skriver præcis det samme, og så vælger kunden på pris.

Det der virker, er ting man kan efterprøve. "Fast pris inden vi starter." "Samme sjak hele vejen." "Du får en tid, og jeg ringer hvis den skrider." Det er svært at skrive og nemt at læse, og det er derfor de færreste gør det.

Hvad det koster

En håndværkerside er sjældent stor. Tre til seks sider rækker for de fleste: en forside, en side per hovedydelse, og en kontaktside. Hos en freelancer ligger den på 7.000 til 15.000 kr., hos et bureau 15.000 til 40.000 kr., begge uden moms.

Mine egne pakker starter ved 6.500 kr. og er delt efter hvem der skriver teksten. Se hele prisguiden, eller se hvad der er med i hver pakke.

Sådan kan den se ud

Her er fire færdige eksempler. Firmaerne er opdigtede, og det står på hver eneste side, men designet, opbygningen og teksten er den samme som du får.

Se alle ti eksempler, også dem uden for håndværk.

Det billigste du kan gøre i dag

Udfyld din Google Virksomhedsprofil helt. Den er gratis, og for et fag hvor folk søger lokalt og ringer med det samme, er kortkassen ofte hele slaget. Sådan sætter du den op.

Alexander Lindhardt

Alexander Lindhardt

Jeg bygger hjemmesider og laver Google-arbejde for mindre danske virksomheder fra Græsted i Nordsjælland. Du taler med mig, og det er også mig, der laver arbejdet. Mere om mig.

Priserne på mine egne ydelser står altid opdateret på webdesign, SEO og Google Ads.

Skal jeg kigge på din?

Ring, eller skriv to linjer om hvad du har brug for. Så vender jeg tilbage.

+45 42 31 95 71